Fliserens og algerens af tag
Hvert år kommer vi ud af vinteren med kedelige fliseoverflader, der har fået et trælst lag af snavs og alger.
Det ser ikke for godt ud og der kan være kommet flisepest på dine sten, hvis du ikke har renset aktivt i et par år.
Hvad er flisepest og alger
Når et område med vandrette overflader får lov at stå uberørt i en længere periode, vil der stort set altid komme alger.
Det er ganske ufarligt, men knap så kønt og smitter af på tøj, så dem vil vi gerne have væk, før vi begynder at bruge vores udeområder.
Alger har det også med at gro rigtig godt under maling på træ, så hvis de kan komme i sving med at gro under en malet overflade, vil de hurtigt få malingen til at løsne sig, så den falder af.
De kan med andre ord ødelægge flotte malede overflader, hvis de finder en lille revne.
Lader du fliserne stå for sig selv i flere år, vil der meget ofte også komme flisepest, det er en symbiose af alger og kalk, der skaber en stenhård overflade.
For at fjerne flisepest skal du først spraye med fliserens og efter ca- 2 uger rense med rotordyse og højtryk på min. 200 bar for at rense flisepesten af.
Det er med andre ord, en god ide, at få en professionel på til den type opgaver.
Gør det selv flise- og algerens
Er du handy kan du nemt selv rense dine fliser og faktisk også dit tag, det kræver kun at du investerer i det rigtige udstyr og læser vores mini-guide herunder.
Det skal du bruge til fliserens:
- Højtryksrenser med min. 150 bar
- Roterende eller fast dyse (Roterende er bedst ved under 300 bar)
- Sprøjte til at ligge algerens ud med
- Forlængerledning, der tåler vand
- Gummistøvler og regnbukser
- Et par timer til opgaven
Sådan renser du fliser selv:
Du skal helst begynde med at give alle overfladerne en fliserens, der dræber alger. Det skal gøres mindst 2 døgn før du påtænker at lave din fliserens.
Du kan købe en havesprøjte eller rygsprøjte i de fleste byggemarkeder, hvor du kan pumpe tryk i.
Så er det nemt at sprøjte alle overfladerne til med algefjerner. (Husk den skal være miljøgodkendt)
Det er bedst at gøre på en overskyet dag, så det ikke fordamper, men derimod får lov til at virke.
Det skal virke i mindst 72 timer før du begynder manuel rens. (På taget tager naturen sig af rensen)
Selve rensningen af fliserne
Tag dine gummistøvler og regnbukser på og sæt i gang.
Hold dysen ca. 30 cm over fliserne og kør på skråt, så din højtryksrensers vandstråle virker som en kile, der skraber algerne af fliserne.
Kør frem og tilbage i rolige bevægelser og følge med i hvad der sker på overfladen, så der ikke kommer roterende mønstre.
Når alle fliser har fået samme nuance og du er tilfreds med resultatet, så er det tid til at lade fliserne tørre.
Imprægnering og sand
Når fliserne er tørret godt op (De må godt være fugtige, der skal bare helst ikke være store vandspejl) så kan du sprøjte imprægnering ud over fliserne.
Imprægneringen er primært bestående at silikat og dermed et kunstigt produkt, der ligger en overflade, så alger og snavs ikke kan komme dybt ned i fliserne igen.
Imprægnere du fliserne, vil det være meget lettere at rense næste år, hvor du ofte bare kan sprøjte algerens ud og slippe for højtryksarbejdet.
Når området er helt tørt, kan du fylde fugerne på ny med fugesand. Her er det naturligvis en god ide at vælge en ukrudtshæmmende type med høj PH-værdi, så ukrudtet ikke lige kommer efter 3 uger. (men det kommer alligevel, bare rolig)
Algerens af taget
På taget har algerne og mos det også med at gro og det ser nu knap så kønt ud, dem kan du sagtens selv ordne og det er faktisk let nok.
Det skal du bruge:
- En højtryksrenser min 150 bar
- En giraflanse til højtryksrenseren
- En sæbedispenser til enden af giraflansen
- Noget der kan suge spildevand op af tagrenderne f.eks. vandsuger
Sådan renser du dit tag for alger
Algerne og mos er ikke særlige svære at slå ihjel, der skal kun lidt middel til og efter 72 timer er de faktisk døde.
De falder dog ikke sådan lige af, der skal både regn og vindstød til før de flyver af.
Typisk vil man først opleve effekten af en vellykket algerens af tag efter flere måneder og meget ofte et helt år.
Det du skal forvente er, at dit tag først ser pænt ud næste år.
Med det i mente, så handler det primært om, at få taget skummet godt og grundigt ind i algefjerner og få det overskydende opsamlet, så det ikke kommer i den forkerte kloak.
Udlægning af algefjerner på taget
Med din giraflanse og sæbedispenser for enden, skal du spraye taget nedefra og op med rolige buede bevægelser.
Sørg for der kommer rigeligt med skum over det hele og fyld din dispenser hver eneste gang den er ved at være tom. ( en sæbedispenser er en slags dunk, som du sætter for enden af din lanse, her blandes vandet og algefjerner lige før det sprayes ud)
Det gør ikke noget, hvis du kommer til at ramme skorstenen eller muren under taget, det er ganske ufarligt.
Når hele tagets ene side har fået et godt lag skum, så sørg for at opsuge spildevandet efter ca. 10 minutter. (put noget i afløbet, så spildevandet ikke kan løbe i kloarken)
Det skal ikke i den forkerte kloak, det skal i den fra håndvasken i køkkenet.(Eller afleveres på genbrugsstationen)
Få et godt resultat
Er dit tag nærmest en stor græsplæne, så forvent ikke alt forsvinder i løbet af vinteren, de fleste tage skal have to eller tre behandlinger før de står som originalt igen.
Det bedste du kan gøre er, at lave din algebehandling af taget i en periode med overskyet vejr, dog uden regn.
Kan midlet få lov til at virke flere dage uden at fordampe, så er det rigtigt effektivt.