Kvægracer
Der er kvægracer der er avlet til at producerer en masse mælk, kaldet malkekvæg. Det er de racer der er på de gårde der producerer mælk til dig og mig. Medmindre man vælger at have sin egen private mælkebar på marken.
Der er racer der er fremavlet til at producerer kød. Kødkvæg producerer som oftest ikke mere mælk end det deres kalv drikker. Kødkvæg er som oftest også mere hårdføre i forhold til at være på græs og er mere nøjsomme i foder.
Ved enkelte racer er det lykkedes at fremavle det der hedder polled, som betyder at de ikke udvikler horn.
En malkeko får den første kalv når de er ca. 2 år gamle, og hun begynder derefter at producerer mælk. I den danske landbrug er det almindeligt at kalven tages fra koen 1 – 2 døgn efter at hun har kælvet, og hendes mælk kommer med til til mejeriet, og ud i forretningerne.
For at de opretholder en god ydelse, producerer meget mælk, skal hun have en kalv en gang om året. Hun bliver derfor insemineret ca. 3 måneder efter at hun fik den sidste kalv. Hun er drægtig i 9 måneder. De 2 sidste måneder inden hun kælver, bliver hun goldet. Dvs. at man stopper med at malke hende, og ikke giver hende foder efter at hun yder med en masse mælk. De kommer ofte på en blanding hø, halm og lidt fuldfoder.
De mest alminde malkekvæg racer herhjemme
Med racer der kan gå ude hele året, skal man have lidt større fold, så den ikke bliver ødelagt i de kolde og våde måneder.
Det er selvfølgelig også muligt at have kvæg der ikke er renracede, eller købe tyrekalve fra mælkeproducenter, hvis det er til opfedning og senere slagt. Blandingskvæg kan være lige så godt som renracede, man skal dog være opmærksom på de regler der gælder for kalve, der ikke går ved ammeko. Nogle mælkeproducenter bruger at insminerer med sæd fra kødkvæg, hvis de har svært ved at få koen med kalv. Disse kalve vil ofte blive solgt, og ikke indgå i deres egen besætning.
SDH – Sortbroget Dansk Holstein eller SDM – Sortbroget Dansk Malkekvæg
Er den race der er flest af i Danmark, racen udgør hele 65 % af den samlede mængde af malkekøer i Danmark. Der er 2 stammer i Danmark, hvor Dansk Holstein er blandet med gener fra Holstein-Friesian som er en race fra USA og Canada som igen nedstammer fra en Hollandsk sortbroget kvæg.
SDM Sortbroget Dansk Malkekvæg er den oprindelige vi havde i Danmark, det er en krydsning af det Jyske kvæg og og hollandsk sortbroget race. Der er i dag ikke mange mange tilbage, og de er nu anerkendt som bevaringsværdige, og der er blevet udbetalt tilskud til bevaring af disse stammer.
Det er store dyr hvor koen måler 133 cm. og vejer omkring 600 kg. Tyren bliver ca. 145 cm høj og vejer ca. 1050 kg. Både hun og handyr udvikler horn.
De producerer ca. 25 – 30 liter mælk om dagen.
Det er en sund race der let får sine kalve selv og som ikke har helbredsproblemer.
De er udpræget avlet til at producerer mælk, men kan også sagtens bruges til bøffer.
RDM – Rød Dansk Malkekvæg
Er den vi ofte ser i de gamle Morten Korch film, den lille mørkerøde næsten brune ko. Det var den mest udbredte race herhjemme tidligere. Nu udgør den kun 9 % af den samlede mængde malkekøer herhjemme. Længe var de overlegne på mælkeproduktion, og derfor den race mange landmænd valgte.
Her er der også 2 stammer, De har samme navn, men man skeler her til årstallet 1970, som var året hvor man påbegyndte at krydse med Amerikansk Brunkvæg og andre europæiske brune og røde racer. Raceforeningen valgte at opgive at bibeholde renavlsprincippet, da racen begyndte at få problemer med deres yver/malkeorganerne, reproduktionen så de havde svært ved at blive med kalv, og også at kælve.
Den oprindelige stammer er fra en blanding af det vi herhjemme kaldte Ø-kvæg og kvæg fra Angel og Ballum. Især en tyr på Fyn blev stamfadder til mange af de første røde malkekøer. Nogle mener at det var fordi de var indavlede, at de fik så store problemer.
Da man i 1970 begyndte at krydse med andre racer, fik man en ko med højere mælkeydelse, bedre yver, men også med et ændret udseende. Det er en noget større dyr, og der kan være hvide aftegninger, farven kan variere fra mørkebrun, rød og gul.
Enkelte har bibeholdt den gamle stamme, som man har valgt at sige er bevaringsværdige. Og det er muligt at få tilskud til dette.
Både køer og tyre udvikler horn.
Køerne bliver 133 – 135 cm. høje og vejer ca. 550 – 700 kg. Tyre vejer ca. 1050 kg . En race der stadig kan have lidt problemer med at kælve, har ellers ikke de store helbredsproblemer.
De er udpræget avlet til at producerer mælk, de laver ca. 29 liter mælk om dagen, men kan også sagtens bruges til bøffer.
DRH – Dansk Rødbroget Holstein
Ligner den sortbroget, bare i farverne rød og hvid, benene skal dog være helt hvide. Den blev fremavlet med det mål at den både skulle kunne malke , men også give en masse kød. Det er en blanding af rødbrogede racer fra Holland, Tyskland og Nordamerika. Den giver ikke så megen mælk som den sortbrogede, og er derfor ikke så populær blandt de danske landmænd, den udgør kun 1 % af den samlede mængde malkekøer i Danmark. Den laver ca. 1000 liter mindre mælk om året end den sortbrogede.
De er store og kan blive helt op til 190 cm. og veje 720 – 850 kg. Tyrene endnu større.
På grund af de få dyr der er tilbage, har man valgt at krydse den med den sortbrogede, for at undgå indavl.
Jersey
Er det mindste malkekvæg vi har i Danmark. Har været populært i mange år, da de laver mælk med en høj fedtprocent, samt at de ikke kræver så megen plads og foder.
Er en krydsning af flere kvægracer der stammer fra øen Jersey, og kom til Danmark i 1896. Det har ikke været nødvendigt at krydse med andre racer, der er så stor arvemateriale i hele verdenen, at der ikke er risiko for indavl.
Herhjemme udgør de 12,5 % af den samlede mængde malkekvæg.
I starten i blev der set meget ned på Jersey, og der var ikke meget præstige i at have de små gule køer. De er oftest blevet omtalt som ”husmandskoen”, ”geder” eller ”turbo geder” Deres mælk indeholder mere fedt, protein og flere mineraler og proteiner. Det egner sig og bliver især brugt til at fremstille ost og smør.
De er ofte gule,cremefarvede, røde og brune, hvor der kan være mørke aftegninger i hoved eller på ben. Brogede Jersey kan forekomme, men oftest er det en lille hvid blis i panden, eller en hvid plet et andet sted på kroppen.
De måler kun 125 cm. og køerne vejer 400 – 500 kg. og tyren er lidt højere og vejer 500- 800 kg.
De laver ca. 20 liter mælk om dagen.
En meget robust ko, der ikke har helbredsproblemer. Deres mælk har en anden smag, end mælk fra de andre racer, fordi der er et så stort fedtindhold. Der er ikke så mange kg. kød, men det der er, er meget egnet til bøffer.
Vil du have kvæg hvor du kun vil have kød fra (kødkvæg), hvor koen er det man kalder en ammeko- hendes mælk drikkes kun af hendes kalv, er disse de mest almindelige racer herhjemme.
Limousine
Er en kødkvægsrace, der stammer fra Frankrig. Det er den kødkvægsrace der er flest af i Danmark, af den samlede mængde kødkvæg, udgør limousine 31 %. De første dyr først kom til landet i 1969-1970, men blev hurtigt populære. De er blevet så populære, da de i forhold til andre kødkvægsracer har god frugtbarhed, har let ved at kælve og deres kalve er livskraftige. Derudover er de kendt for at deres kød er meget lækkert og mørt.
De er lysebrune næsten røde/orange i farven. Fra naturens side får både køer og tyre horn, men man avler frem mod at alle dyr er pollede ( udvikler ikke horn). Det gøres ved at avle på de dyr der ikke udvikler horn.
En fuldvoksen ko vejer 700- 800 kg. og tyrene 1000 – 1200 kg.
En race der er meget nøjsom med foder og egner sig godt til det danske klima.
Er en race der ofte krydses med andre racer også malkekøer med stor succes.
Hereford
En kødkvægsrace der stammer fra England, er den mest populære på verdensplan, i Danmark bliver den kun overhalet at limousine.
Den kom til Danmark i midten af 1950’erne, er populær fordi den har en god tilvækst, frugtbarhed og er meget rolig og let at håndterer. Er meget robust og nøjsom med foder, kan sagtens gå ude hele året, bare de har et tørt sted med læ, de kan søge i. Har let ved at kælve, og er gode til at passe deres kalve.
De er mørkerøde med hvidt hoved, hvid på bugen og brystet, hvide ben, samt skal have en hvid stribe på toppen af nakken og langs med ryggen. Både ko og tyr udvikler horn, ved denne race avler man også på pollede dyr.
Deres kød er saftigt med en kraftig fedtmarmorering.
En fuldvoksen ko vejer 650 – 800 kg. og tyren vejer 1000- 1200 kg. Enkelte dyr kan komme endnu højere op i vægt.
Simmetal
En kødkvægsrace der stammer fra Schweiz og ligger på 3-4 pladsen på udbredelsen, både på verdensplan og i Danmark. Kom til Danmark i løbet af 1970’erne, hvor de især er populære på deres rekordstore tilvækst, på et lavt foderforbrug og er derfor også mest brugt til at lave kød. Har en utrolig evne til at tilpasse forskellige klimaer og produktionsmæssige forhold.
Historisk set er den avlet til både at kunne malke, lave kød og være trækkraft, hvilket også betyder at den har rigeligt med mælk til kalven, og man vil kunne malke lidt af til sig selv, hvis det ønskes. Det er ikke normalt i Danmark, hvor den bliver brugt til at lave kød.
Det er en stor lang og muskuløs race, der med sit rolige temperament er let at omgås. De er brogede hvor farverne kan være lige fra lysegule til mørkerøde, ofte med et hvidt hoved.
Der er her også både dyr med og uden horn.
En ko kan veje op til 900 – 1000 kg. og tyrene vejer 1400 – 1600 kg.
Angus
Også kaldet Aberdeen-Angus, er en kødkvægsrace der stammer fra Skotland, kom til Danmark i 1950’erne. Ligger på en 3-4 plads sammen med racen Simmental.
Det er en hårdfør race hvor det især er koens gode moderegenskaber, og det at de har meget let ved at kælve der har gjort dem populære, samt de ikke kræver meget for at trives.
Derudover er deres kød saftigt og med meget smag, da de fra naturens side har mere fedtmarmorering end andre racer.
Den originale Angus er sort, men der er de senere år kommet en rød variant til. I nogle lande er den delt i 2 grene, en rød og sort, herhjemme går de alle under betegnelse Angus. De har en kompakt og massiv krop med korte ben. Alle dyr er pollede, det vil sige de ikke udvikler horn. I avlen er der fokus på at bruge de rolige og omgængelige dyr.
Koen måler ca. 138 cm. og vejer 750 kg. Tyren måler ca. 150 cm. og vejer 1200 kg.
Dexter
En af de mindste racer, hvis ikke den mindste kødkvægsrace, som stammer fra Irland. Ligger på 5 – 6 pladsen i Danmark med antal dyr. Med sin lille størrelse er den lettere at håndterer og have staldkapacitet til. Da dens vægt ikke er så stor, kan den gå på alt slags jord, uden at trampe og jokke det op. Selv de mest lavtliggende dale, de bliver derfor også brugt til at afgræsse i naturen/ vildtpleje. Den er utrolig hårdfør og kan sagtens gå ude hele året, bare den har mulighed for at lægge sig på et tørt leje med læ om vinteren.
Er god til at tilpasse sig, og vil også gerne æde meget langt og groft græs. De klarer sig lige godt, om det er i Australiens varme eller de kolde alper i Schweiz.
Deres gode helbred gør at de ofte bliver gamle, og kan få mellem 8 – 14 kalve på et helt liv, hvor til sammenligning de fleste malkekøer får mellem 3 – 5 kalve.
Det er en race der både laver godt kød, men også mælk. Den kan give op til 10 liter mælk om dagen, som man sagtens kan bruge i sin husholdningen. I Danmark er det mest almindeligt at man lader kalven drikke mælken.
Kødet er er magert og stykkerne er selvfølgelig ikke så store, men passer perfekt til en lille familie.
En ko bliver ca. 110 cm. høj og vejer 300 kg. Tyren bliver ca. 500 kg og måler 115 cm.
Piemontese
Stammer fra Italien, og kom til Danmark i 1989, der er derfor en meget lille antal herhjemme. De er især kendetegnet ved deres meget muskuløse krop, fordi de har det man kalder dobbeltmuskulatur som en dominant egenskab, så det forekommer ved alle dyr. Da de ikke bruger energi på at opbygge et fedtlager, kræver de ikke meget og vokser hurtigt. Det giver også kød med en meget lav fedtprocent, helt ned på 1 – 2 %.
De kan have problemer med kælvningen hvis de bliver for tykke, mens de er drægtige, men er ellers sunde dyr, der skal have en stald at være i om vinteren.
Kalvene fødes gyldenbrune, når den er et par måneder, bliver pelsen i hvid/lysegrå nuancer. Allerede når kalven er 3 – 4 uger, opbygges den ekstra muskulatur, som let kan ses på kalven. Koen er lysegrå, hvor tyren med alderen bliver mørkere med sort på især hoved og hals.
En ko bliver ca. 135-140 cm. og vejer 600 kg. Tyren bliver ca. 142 – 147 cm. høj og vejer 1000 kg.
Skotsk Højlandskvæg
Kødkvægsrace der som navnet siger, stammer de fra det skotske højland. De kom til Danmark sidst i 1950’erne, og der er i dag omkring 5000 renracede dyr i landet.
Folk lægger ofte hurtigt mærke til dem, med deres særprægede og for mange nuttede udseende. De er en af de racer man traditionelt ikke afhorner, både ko og tyr får store flotte horn. Er langhårede, helt ned i øjnene, de fleste er røde, gule i farven, men findes også i sort og næsten hvid. Er mindre end de fleste andre kødkvægsracer, med korte kraftige ben og kæmpe pels, der isolerer godt mod kulde og regn.
De er meget hårdføre, trives bedst udendørs men skal dog have mulighed for et tørt leje med læ, og især mulighed for skygge om sommeren. Æder alt, også småbuske og krat, bliver derfor brugt til naturpleje. De er gode til at udnytte foderet, men skal stadig have tilskud om vinteren, hvor græsset ikke vokser og vitaminer og mineraler. Der er normalt ingen sundhedsproblemer eller problemer når de skal have kalv.
Der er i Skotland blevet avlet efter rolige dyr, da det har været nødvendigt for at kunne håndterer dem på de store vidder. En ting der også gælder for racen herhjemme, der med regelmæssig håndtering, er lette at have med at gøre. De vokser langsomt er først fuldt udvokset ved 5 års alderen. Ved dyr der vokser langsomt er kødet ofte fedtfattigt. Det er også tilfældet med kødet fra Skotsk Højland, som også er meget mørt og fuld af smag.
En ko bliver ca. 155 – 130 cm. høje og vejer 400 – 600 kg. Tyrene bliver ca. 125 – 140 cm. og vejer 600 – 1000 kg.
