Om hunderacen DSG – Dansk Svensk Gårdhund
Overvejer I en Dansk Svensk Gårdhund?
Her kan du læse Begittes erfaringer med racen og få et indblik i, hvordan hunden passer ind i en stor familie.
En unik mulighed for at læse om hvordan det er at bo sammen med en DSG på en gård.
Jeg (Begitte fra redaktionen) har selv en DSG hjemme på 3 år. Har før haft labrador, som er noget helt andet ! Jeg havde imens den gamle levede, haft et godt øje til denne race, da jeg gerne ville gå til agility.Min mand var ikke helt af samme holdning, da han var sikker på det var en lille sur, gøende katte jagtende hund. (han er helt klart kattemenneske, og meget øm overfor vores katte) Jeg fik ham tilsidst overbevist og vi gik i gang med at kigge.
Vi fandt en hanhund
Vi fandt en lille hanhund, som var den lille forsigtige i kuldet. Han kommer fra et hjem med 4 hunde og 5 børn, så han var vant til at der skete meget. Et stort plus, som helt sikkert også bliver et punkt jeg vil kigge på, hvis hund nummer 2 kommer på tale. Han er med træning og socialisering blevet den mest fantastiske familie hund, men en helt andenrace en den gamle, en hund der kræver daglig træning, gåtur som ikke er det samme sted hver dag, ture hvor der er tid til der snuses og søges.
Træning og familiehund
Daglig træning og opgaver til hjernen er også en nødvendighed for at han ikke finder på ulykker eller bare går rundt og piber. En hund hvor der i familien er klarer aftaler om hvor og hvornår der skal leges. Det er en race der let kan opildnes til sjov og ballade. Derfor er der en klar aftale hjemme, som også skal fortælles til gæster, at der ikke leges med hunden indenfor, kun udenfor.Han elsker at samarbejde og lære nye tricks. Ikke for mange gentagelser, så bliver det kedeligt og han gør det han synes er sjovere. Derfor er jeg også kommet på arbejde, med at finde på opgaver og at læse min hund, hvornår det er blevet kedeligt.
Han elsker agility, og gerne med stor fart. Han er utrolig lærenem og hurtigt, og det bliver derfor hurtigt mig der hænger bagefter og ham der løber videre i den rækkefølge han tror forhindringer og banen skal klares. Så det er mig der skal lære at placerer mig rigtigt!
Han har et stort jagtinstinkt og vi har steder i haven hvor det er okay at grave store huller efter mus og muldvarper. Han kom ikke fra et hjem med kat, men det krævede ikke meget træning at lære ham at det var ikke jagt egnet. Han går ofte imellem hvis der opstår gnidninger imellem vores ældste og yngste katte. Da de 2 mindste var killinger, var det tydeligt at han passede på de små, hvis de store var efter dem.
Han gør/giver hals når der kommer gæster, men stopper i det de er indenfor døren. Når vi er på gåtur, på camping eller ude andre steder, gør han slet ikke. Han piber højest hvis han bliver ivrig eller gerne vil hilse på fremmede. Han vil gerne have samling på flokken, og vi ved at han hyler som en ulv, når vi er kørt hjemmefra, i håbet om at vi svarer så det er godt vi bor på landet.
Pelspleje
Der er også minimalt pelspleje, han bliver vasket ved behov og striglet en gang om ugen,udelukkende for at minimere mængden af hår indenfor. Har erfaret at jeg ved hjælp af foderskift, har kunnet rette en del op på hans pels, herunder også hvor meget han fælder. Der er stor fældeperiode 2 gange om året, hvor jeg plejer at vaske ham og samtidig give ham en gnubbetur med en gummibørste med små korte gummidutter. Han har ingen underuld, men en kort hård pels, der godt kan have en tendens til at sætte sig fast i alting, også under fødderne.
Historien og karakteristik
Racen var tæt på at forsvinde i takt med at der blev færre gårde, og det at have hund for størstedelen handler om udseende og ikke evner. Man mener der både er terrier og pincher. blod i dem. Det var først i slutningen af 2018 at den dansk svenske gårdhund blev anerkendt internationalt som racehund med stamtavle. Inden da havde der været 30 års avlsarbejde, ud fra den lille hvide gårdhund med sorte og brune pletter.
Et kendetegn der også gælder i dag, hvor det er den hvidefarve, der er den dominerende med sorte og brune aftegninger. Den har en tætbygget krop, ja næsten kvadratisk med en kort kraftig hals, stort bryst og lille trekantet hoved. En dansk svensk gårdhund kan, som en af de få racer i DK fødes med stumphale.
Størrelse og vægt
De fleste fødes med lang hale, der oftest er kækt i en halvcirkel henover ryggen eller næsten lige op i vejret. Størrelsen er for tæver 30 – 37 cm. og hanner 32 – 39 cm. over skulderen. Og en vægt mellem 7- 12kg.
Min egen er i den store ende med et mål på 38 cm og en vægt på 12 kg. En dansk svensk gårdhund bliver oftest 11 – 14 år gammel, og er en sund hund uden de større eller flere sundhedsproblemer end andre hunde. Det er en hund der har været kendt i mange år, som følgesvend på gårdene i Danmark og Sverige – nogle mener helt tilbage til vikingetiden.
Når man kender racen ved man godt hvorfor! At den på trods af sin relative lille størrelse har mange egenskaber der også dengang egnede sig godt til gårdene, men så sandelig også egner sig godt til nutiden. Den primære opgave på gårdene var at holde bestanden af mus og rotter nede. Men derudover kunne det være som vagthund, både for dyr og mennesker, at hjælpe med at drive køerne hjem, ledsage manden på jagt og være barnepige for børnene – være deres underholdning. Det at den er god som underholdning, har en god størrelse og er lærenem, har gjort den ofte har været brugt som cirkushund.
Det er en race der elsker alle nye udfordringer og muligheden for at samarbejde.
DSG i dag
Alt dette kan den stadig, men det er selvfølgelig tilpasset vores måde at leve på i dag. Det er en fantastisk familiehund til den aktive familie, en hund der kan komme med næsten overalt. En glad hund, der kan og rigtig gerne vil være sammen med andre hunde. Den knytter sig meget til sin familie, men er også glad for fremmede. Den kan godt gå frit, men bliver det for kedeligt finder den selv på noget den synes er spændende og opsøger det gerne udenfor haven hvis muligt. Enten via sit jagtinstinkt eller næsen i jorden. Derfor vil det være en god ide med en indhegnet have, hvis hunden går frit alene.
Fodring
Da den har et højt aktivitetsniveau, skal foderet også tilpasses til hertil. Det er vigtigt at de får den rette mængde energi, vitaminer, mineraler og protein. Det er især vigtigt at vælge et kvalitetsfoder med et højt protein ( 30 % ) og fedtindhold ( 20 % ). Det er ikke en god ide, bare at give den større mængder foder, det sætter bare tarmsystemet på overarbejde, og kan gøre at hunden får flere vitaminer og mineraler end den har behov for.
Det at være aktiv er ikke kun den fysiske del, men også det mentale, så ved mental træning bruges der også ekstra ressourcer. Dansk svensk gårdhund en meget intelligent hund, der vil trives i de hjem, hvor den kan blive mentalt og fysisk stimuleret. Er dette muligt vil du have den mest fantastiske og loyale familiehund, der vil kunne være sammen med alt og alle.
Få en Dansk Svensk Gårdhund HVALP
DSG Herlufmaugle
https://valnoedgaarden.dk/
Dansk Svensk Gårdhund Næstved
https://zkrubbes.dk/
Dansk / Svensk hund Odense
https://kschmidt.dk/hjem